Disse bedrifter har jeg nørdet med tidligere:
Historiker, lingvist og journalist, det står der på mine uddannelsespapirer. Jeg har skrevet en bog om ordsprog og talemåder, tilrettelagt eksamener på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ageret pressemand på danmarkshistorien.dk. Desuden har jeg huseret i samme fodboldklub, siden jeg var fem år. Mit spil er ikke kønt, men det er djævelsk hyggeligt.
Det vidste du ikke, at du gerne ville vide om mig:
Jeg har engang cyklet fra Amsterdam til Aarhus og besidder en relativt hemmelig drøm om at stifte Populistisk Rejseselskab, en visuel kulturrejseblog, hvor mine læsere bestemmer mit rejsemål.
Dette fremtidige MegaNørd-projekt vil give mig hjertebanken og lyst til at slå flikflak:
Jeg er fan af viden, og jeg får kuldegysninger af kollektive landvindinger. Så er det sagt. Derfor drømmer jeg om, at MegaNørd udvikler PAF, Platform for Alternativ Forskningsformidling. Dér bliver historieafhandlinger til spil, kvantefysik til interaktive tegneserier, neurovidenskab bliver teaterkoncerter, og kundskab veksles til mellemfolkeligt kendskab. Hvis viden bliver tilgængeligt for masserne, vil viden avle viden. Halleluja.